PPG & Miljøet
I PPG Danmark er vi 200 passionerede mennesker, der hver dag arbejder med at udvikle, fremstille og markedsføre maling af højeste kvalitet. At sige at vi går op i maling, er vist en underdrivelse – men vi går også op i verden omkring os, i fremtiden, og i det miljø, vi selv er en del af. Vi tror på, at det skal være nemt for dig som maler at træffe lette og effektive valg om bæredygtige produkter og løsninger til din arbejdsdag. Derfor skal du kunne købe og anvende vores produkter med god samvittighed. Og ikke kun med omtanke på miljøet, men også for dit arbejdsmiljø, så du altid er garanteret et sundt indeklima.
Vi er en del af en global organisation, der er blandt verdens største malingproducenter, med en fælles målsætning om at beskytte og forskønne verden. Derfor tager vi ansvar for, at vores produkter og produktion hele tiden udvikler sig mod at blive stadig mere bæredygtige og skånsomme for miljøet. Allerede i dag er vi i vores produktion foran Danmarks i forvejen ambitiøse klimamål om reduktion af CO2 frem mod 2030. I flere år har vi aktivt arbejdet med og bidraget til en bæredygtig udvikling.
PPG: WE PROTECT AND BEAUTIFY THE WORLD™
Hos PPG arbejder vi hver dag med at udvikle og levere de lakker, coatings og materialer, som vores kunder har sat deres lid til i mere end 140 år. Gennem vores engagement og kreativitet løser vi vores kunders største udfordringer i et tæt samarbejde om at finde den rigtige vej fremad. PPG har hovedsæde i Pittsburgh, og vi opererer og skaber innovative løsninger i mere end 75 lande. I 2021 omsatte vi for USD 16,8 mia. Vi betjener kunder inden for byggeri, forbrugsvarer, industri- og transportmarkedet samt eftermarkedet. Få mere at vide på ppg.com.
We protect and beautify the world er et varemærke og PPG-logoet et registreret varemærke, der tilhører PPG Industries Ohio, Inc.
Sådan sætter vi handling bag klimamålene

Vi er foran Danmarks 2030-klimamål – og vi er slet ikke færdige
I vores produktion i Søborg har vi reduceret CO2-forbruget med 70% i perioden 2008 – 2020. Det er et godt stykke foran Danmarks ambitiøse mål om samme reduktion i 2030 – der vel og mærke måles op mod 1990. Vores egen 2030-ambition er at spare klimaet for yderligere 30% i forhold til 2020-niveauet. Det kan kun lykkes, fordi vi hele tiden optimerer og justerer på vores produktion, emballager, energiforbrug og meget andet.

Vi udnytter næsten 100% af vores råvarer, spilder mindre, og genbruger mere
Når man producerer noget i stor skala, er det afgørende at udnytte alle de enkelte råvarer bedst muligt, og spilde så lidt som muligt. Det gælder også for maling, som indeholder en række bestanddele såsom pigment, fyldstoffer, bindemiddel og opløsningsmiddel. Og med en årlig produktion på 27 millioner liter maling betyder selv de små procenter alverden. Derfor har vi øget udnyttelsen af disse råvarer til 99,4% i 2020, mod 95,2% i 2012. I samme periode er det lykkedes os at reducere mængden af spild og affald fra produktionen med 70%. Samtidig er genbrug vigtigt for os, og i dag består vores genbrugsplastspande derfor af mindst 70% genanvendt plast.

Vi tror på vores miljømærkede produkter – det gør vores kunder også
Vi er samtidig glade for at se, at vores kunder også i stor stil har taget ansvaret på sig: I 2021 bestod hele 43% af vores salg af maling i Danmark af produkter mærket med EU-blomsten. Dermed lever de op til EU’s strenge krav til indholdet af miljø- og sundhedsskadelige stoffer og til begrænsning af miljøbelastningen under selve produktion.

Vi producerer mere maling – med mindre og renere energi
Vi tror på vores produkter, og det gør vores kunder også: Efterspørgslen på maling fra PPG’s brands er steget støt, og vi producerer derfor 70% mere maling nu, end vi gjorde i 2008. Men vi tror også på, at vækst og ansvarlighed hænger tæt sammen. Derfor har vi i samme periode også reduceret vores samlede energiforbrug til produktion med 26%. I runde tal svarer det til, at energiforbruget til at fremstille en liter maling er blevet mere end halveret. Samtidig har vi udfaset brugen af diesel i vores produktion, som nu kører 100% på elektricitet.

Vi sætter farver på vores lokalsamfund
Selvom vi har maling på hjernen, handler vi ud fra hjertet. Derfor er vi med til at støtte projekter, der gør en forskel i vores lokalsamfund. Vi har for nylig åbnet vores æblelund i Høje Gladsaxe for alle borgere og andre besøgende. Vi har bl.a. også været med til at renovere Det Åbne Tilbud i Gladsaxe Kommune, skabt kunstprojektet ved Byens Arena i Høje Gladsaxe og flere andre tiltag, alt sammen som en del af PPG’s globale projekt Colorful Communities, der støtter forskønnende sociale tiltag i de områder, vi er en del af.

Vi samarbejder med andre om bæredygtige løsninger
PPG er i partnerskab med Gladsaxe Kommune, der også arbejder aktivt med bæredygtig vækst og for at udbrede klimamål til flere virksomheder. Vi har også indgået et forskningssamarbejde med DTU, der fokuserer på cirkulær økonomi, bæredygtighed og gennemførsel af en livscyklusanalyse på PPG’s forskellige emballagetyper.
Vi tror på, at bæredygtighed skal udvikles i fællesskab. Derfor er vi medlem af Green Building Council, en organisation der arbejder for at udbrede bæredygtighed i byggebranchen og det omgivende miljø.